Sanne Kaasen - Teknisk konsulent

 
 

I kontakt med mange forskellige mennesker

Jeg er 33 år og blev ansat hos Rambøll Informatik lige efter, jeg havde afsluttet min uddannelse som diplomingeniør på DTU i januar 2006. Flere af mine medstuderende havde været i praktik her, og da virksomheden manglede sådan én som mig, blev jeg spurgt, om jeg var interesseret. Jeg er meget glad for at være her, og synes det er et rigtig spændende job, hvor jeg har kontakt med mange forskellige mennesker. Jeg taler både med slutbrugere og it-ansvarlige for at kunne udvikle lige netop de it-systemer, der er behov for i de konkrete situationer. Derfor er det også vigtigt, at man er god til at kommunikere og kan spørge ind til brugernes behov og bagefter kan analysere deres svar og overføre dem til effektive tekniske løsninger.

Det giver mening at udvikle skræddersyede it-værktøjer

Hos Rambøll Informatik arbejder vi med at udvikle og levere innovative it-løsninger til offentlige og private virksomheder i Danmark og Sverige. Lige nu er jeg i gang med at udvikle specialsoftware til Arbejdstilsynet. De har 700 medarbejdere, der har til opgave at føre tilsyn med, at virksomhederne overholder arbejdsmiljøreglerne. Specialsoftwaren er et skræddersyet værktøj, som medarbejderne kan bruge til at planlægge, sagsbehandle og afrapportere tilsynene med. Min særlige opgave er at designe it-systemerne ud fra brugernes konkrete behov. Derfor samarbejder jeg blandt andet også med proceskonsulenter, der kender arbejdsgangenes forløb og ved, hvad Arbejdstilsynets medarbejdere har brug for, for at kunne udføre deres arbejde effektivt. Det giver mening for mig at være med til at udvikle produkter, som folk kan bruge, til at få deres hverdag og arbejde til at hænge sammen.

Fra tøjdesigner til designer af it-systemer

Egentlig startede min faglige løbebane et helt andet sted. Jeg er uddannet tøjdesigner, men kunne ikke rigtig se perspektiverne i det på længere sigt. Jeg kiggede mig omkring i uddannelsessystemet og syntes, at uddannelsen som IT-diplomingeniør på DTU så rigtig interessant ud. Blandt andet var jeg meget begejstret for, at uddannelsen indeholdt så mange valgmuligheder i forhold til at kunne vælge og kombinere fagene og selvfølgelig også, at uddannelsen åbner for mange jobmuligheder. Selv om tøjdesigner og it-designer umiddelbart ligger langt fra hinanden rent fagligt, så gælder det i begge fagområder om, at kunne tænke kreativt, afkode brugernes behov og fremstille et produkt der kan bruges. Men dér holder sammenligningen vist også op. Under alle omstændigheder er jeg glad for, at jeg valgte at tage springet ud i it-branchen.

 

Kontakt Sanne

 
Sanne Kaasen
Technical Consultant, Custom Development
Tel.+45 5161 5396
Emailsnk@ramboll-informatik.com
 

 
Application managementBusiness intelligenceDrift og infrastrukturForretningsoptimeringGlobal sourcingIngeniørtekniske applikationerIT-arkitekturProjektledelseSocial- og sundhedssystemerTekniske it-løsninger
© Rambøll Informatik A/S  -  www.ramboll-informatik.com  -  printet 
© Rambøll Informatik A/S    CVR-nr. 41503912    informatik@ramboll-informatik.com    +45 5161 1000     Sitemap    Kontakt